Hvor skal man bo i Malaysia - 7 unikke favoritter

Malaysia er uden tvivl en af Asiens mest undervurderede perler, hvilket betyder langt færre turister. Malaysia byder eksotisk natur, en af verdens ældste regnskove, nogle af verdens højeste bygninger og vibrerende storbyvibes med den mest imødekommende og smilende befolkning. Malaysia er også et fremragende valg, hvis du søger blødt sand mellem tæerne og et mundvandsfremkaldende køkken – dertil er priserne gode og minder om Thailandske tilstande.

se alle rejser til malaysia her

…Overbevist? Nu er spørgsmålet bare, hvor skal man bo i Malaysia?

Malaysia ligger mellem Thailand i Nord og Singapore i syd, og ejer dertil også en del af Borneo. Malaysia er derfor delt i to, som hver især byder på fantastiske eventyr. Vi har i nedenstående guide inddelt Malaysia i tre, efter de oplevelser du kan få. Fra enorme skyskrabere og gadekøkkener, til kølende dukkerter i det krystalklare vand og slutteligt eksotisk vildtliv i den viltre regnskov.

Hvor skal man bo i Malaysia


Malaysia er en kulinarisk, afslappende og sanselig oplevelse – bliv forført at vores 7 favorit destinationer herunder:

Hvor skal man bo i Malaysia

  • Oplev storbyvibes i Penang & Kuala Lumpur
  • Oplev paradisiske strande på Perhentian Islands og Langkawi
  • Oplev Grøn og frodig natur i Cameron Highlands, Belum Rainforest og på Borneo

Hvor skal man bo i Malaysia - storbyvibes

Penang – kontraster mødes i et charmerende mix

Hvor skal man bo i Malaysia

Når du ankommer til Malaysia, er det højst sandsynlig Penang eller Kuala Lumpur, som vil være dit udgangspunkt. Efter små 16 timer i luften ankommer du til en af østens undervurderede perler, Malaysia. Penang er en mindre ø, som er placeret ud for den vestlige kyst. Når du skal over til Penang, krydser du en af Asiens længste broer “Pearl of the Orient”. På turen til øen kan du ikke undgå at se Kek Lok Si-templet, det største buddhistiske tempelkompleks i Sydøstasien. Templet er over 1000 år gammelt og stråler i varme og gyldne farver – velkommen til det kulturelle Malaysia.

Penang er vibrerende og kontrastfyldt. Når du udforsker øen, møder du østens mystik i et charmerende miks med den moderne vestlige verden. Penang er præget af tidligere kolonier fra 1700-1800-tallet. Her vandrede i tusindvis af Kinesere og Indere til Malaysia og Penang. De forskellige nationaliteter har gjort Penang til en multikulturel oplevelse, både i bybilledet samt på den gastronomiske front. Specielt i Georgetown, øens største by, vil du både finde pagoder, moskeer og buddhistiske templer. Når vi taler om Georgetown, bør det også nævnes, at byen er på UNESCOs verdensarvliste. Gå på opdagelse i byen og lad dig imponere af de gamle farverige bygninger fra kolonitiden, kinesiske templer, klokketårnet, Captain Kelling Moskeen og de hinduistiske templer. Har du planer om at nå hele byen rundt, kan det være rart at hoppe på en af de lokale cykeltaxaer, som går under navnet Trishaws. Ønsker du at opleve den kinesiske indflydelse på egen krop, kan du besøge den kinesiske pælelandsby ved havnen. Her er det muligt at komme ind bag væggene, ved at ”booke” en autentisk overnatning inkl. middag med beboerne i de små huse.

Er du et madøre, kan du godt glæde dig, Penang og især Georgetown byder på retter fulde af smag og krydderier. Gå på opdagelse i den gamle bydel, og de mange gadekøkkener, som serverer friske og klassiske malaysiske retter. Én ret overgår dog alle, hvis du spørger os – Assam Laksa. Assam Laksa er en nudelsuppe med fisk, citrongræs, tamarind og chili – en smagseksplosion uden sammenligning.

Med maven godt fyldt op er du måske klar på lidt flere oplevelser? Penang har masser at byde på, også udenfor Georgetown. Besøg blandt andet Penang Butterfly Farm, som huser mere en 3000 sjældne sommerfugle eller ta’ til Penang Hill, hvor der er en imponerende udsigt over hele øen. Ca. 30 min. i bil fra Georgtown finder du byen Batu Feringghi, hvor du kan besøge den flydende moske eller trække stikket og blot dase ved de hvide sandstrande.  

Kuala Lumpur - alt hvad hjertet begærer

Hvor skal man bo i Malaysia

Kuala Lumpur er den malaysiske hovedstad og minder i mange henseender om Penang, blot i en noget større skala. Kuala Lumpur byder på alt, hvad hjertet kan begære. Nyd at gå rundt blandt den imødekommende og livlige befolkning, mens du beundrer de charmerende bygninger fra kolonitiden. Under armen har du stensikkert et par poser, efter shopping, og måske lidt halvfedtede fingre, efter du har smagt dig frem i de autentiske gadekøkkener.

Arkitekturen i Kuala Lumpur tager dig tilbage til det autentiske Malaysia. Af beundringsværdige bygningsværker kan den gamle jernbanestation og de charmerende kolonihuse langs Jalan Ampang nævnes. Dertil kan du opleve Petronas Towers, verdens højeste tvillingetårne på hele 88 etager. På 41’erne etage kan du, hvis du tør, krydse den imponerende Skybridge, som forbinder de to tårne. Skal nerverne dulmes, er der selvfølgelig også en skybar. Blot 30 min. fra centrum finder du et helt andet miljø ved Batu Caves, et helligt grottetempel. Templet er bestående af flere forskellige grotter, hvori du finder hinduistiske statuer og malerier. 30 min. i den anden retning ligger endnu en oplevelse og venter - junglelignende vandrestier i naturparken Bukit Gasing Forest Park. Når du vandrer i parken, vil du komme forbi imponerende udsigter, frodige områder og brusende vandfald.

Storbyer indbyder til shopping, og her er Kuala Lumpur ikke en undtagelse. Gå på jagt efter gode fund på de mange markeder, hvor specielt det gamle og pastelfarvede Central Market, er et besøg værd. Her finder du alt fra tasker og tøj til mere eller mindre fantastiske souvenirs. En hver storby med respekt for sig selv har en China Town, og når du alligevel er ude på den helt store shoppetur, så er China Town også et godt bud. Er du til stormagasiner, kan Peter Hoe Beyond stormagasin anbefales. 

Efter al den shopping begynder sulten nok at melde sig, og det er der heldigvis råd for. Et af de bedste steder at gå ombord i streetfood boderne, er på pladsen Jalan Alor. Når du træder ind på pladsen, vil de mange dufte uden tvivl friste dig, retterne spænder fra thai, indisk, kinesisk og til malaysisk. En anderledes madoplevelse er steamboat, hvor du får et udvalg af grøntsager, kød og krydderier ind til bordet. Du snupper herefter selv kokkehatten på, for at tilberede din egen udgave af retten Lok Lok, over et lille gasblus. Du kan også snuppe et udvalg af street food specialiteter med dig og slå dig ned, i en af byens mange grønne åndehuller, på en hyggelig picnic. Ønsker du en middag på en restaurant, er udvalget størst på gaden Changkat Bukit Bintang, hvor restauranter ligger side om side - skal aftenen slutte festligt, er dette også gaden. Om aftenen forvandles stemningen til en langt mere festlig en af slagsen, og du er sikret en bid af Kuala Lumpurs natteliv. Melder ”natmads-sulten” sig, kan du med fordel besøge Kampung Bahru og lørdagens natmarked.

Er du endnu ikke overbevist om, at byen er værd at besøge, har vi gemt det bedste argument til sidst. Selvom Kuala Lumpur er en storby, adskiller den sig på mange måder fra traditionelle storbyer verden over. Byen er ren, pæn og støjniveauet vil ikke være til gene, det er derfor en meget behagelig by at befinde sig i, hvor du kan fordybe dig i byen uden at blive alt for stresset.

Hvor skal man bo i Malaysia – paradisiske strande

Perhentian Islands – afslappende stop på din rundrejse

Hvor skal man bo i Malaysia

Du står med fødderne i det blødeste sand, mens du kigger dig omkring. Du fisker dine solbriller frem, da det kridhvide sand og det krystalklare vand, får dig til at misse med øjnene. Den behagelige havbrise kommer som kaldet, og der går ikke mange minutter, før du er overbevist, du er havnet midt i paradis – et paradis som ligger i nord, ud for den malaysiske østkyst. Perhentian betyder ’et sted at stoppe’, hvilket var, hvad de handelsrejsende gjorde, når de i sin tid skulle frem og tilbage mellem Thailand og Malaysia. I dag er det også et sted at stoppe, dog med et noget andet formål end arbejde. I dag er det ’et sted at stoppe op’ for at nyde roen, omgivelserne og absolut afslapning.

Perhentian Islands, er som navnet antyder, ikke én enkelt, men faktisk 2 øer, under navnene, Kecil og Besar. Kecil betyder lille, og er, som du nok har gættet, den mindste af de to øer. Besar betyder dertil den store. På Perhentian Kecil findes øernes eneste lokale beboere. Hvis du ønsker at se, hvordan de lokale bor og lever, er det derfor oplagt at tage forbi det lille fiskersamfund. Beboerne er venlige og fortæller livligt om deres liv og hverdag.

Perhentian Islands er endnu ret uberørte, hvilket gør atmosfæren og den vibe, der møder dig helt speciel. Der venter en autentisk oplevelse, hvor du ikke ”slås” med de andre turister om øernes opmærksomhed. Øernes autenticitet understreges også ved, at der ikke findes veje – der er kun små kuperede vandrestier til at bringe dig fra a til b. Alle veje fører til Rom - på Perhentian Islands fører alle ”veje” til stranden. Find yndlingsbadetøjet og dit blødeste håndklæde frem og læg dig til rette på det fine og hvide sand. På dagens ’to do’ liste står kun kølende dukkerter, malaysisk frokost og beslutningen om, om det er den medbragte bog eller din yndlingspodcast, du skal fordrive tiden med.  

Ønsker du alligevel at foretage dig lidt på øen, er der også råd for det. Der er nemlig bakkede jungleområder på Perhentian, hvor du kan komme tæt på øens tropiske beboere. I trætoppene kan du være heldig at spotte de drillesyge macaqueaber, de spøjse næsehornsfugle eller kæmpe firben. Vil du opleve den frodige ø udefra, kan du leje en kajak og sejle rundt om øen. Hvis du drømmer om at leve som Robinson Cruse, kan du være heldig at finde en isoleret ø, hvor du kan slå dig ned i et par timer. Øerne tilbyder imponerende oplevelser oven vande, men der er mindst lige så meget at udforske under vandet. Hvis du har været på Maldiverne, ved du, at man ikke behøver at tage på arrangerede snorkelture, men blot svømme ud fra stranden - det samme er gældende på Perhentian Islands. Du skal ikke langt ud fra kysten, før du svømmer blandt de dovne skildpadder, revhajer og de søde klovnefisk.

Langkawi – oplev nogle af Malaysias bedste strande

Hvor skal man bo i Malaysia

Et af Malaysias ultimative steder, hvis du søger pulverbløde sandstrande og svajende kokospalmer, er Langkawi. Langkawi ligger ud for vestkysten, helt i nord, kun få kilometer fra den thailandske grænse. Du kan flyve til Langkawi fra Danmark med blot en mellemlanding, de fleste vælger dog af flyve til det Malaysiske ”fastland” og opleve det først, før de derfra tager til Langkawi.

Langkawi er en del af en større øgruppe på næsten 100 øer, hvoraf kun 5 dukker op til overfladen – den største af dem er Langkawi, hvor der bor 65.000 indbyggere. Langkawi er derfor en forholdsvis stor ø, hvilket også betyder, at den huser en del aktiviteter og oplevelser. Gå på opdagelse i naturen og oplev på egen krop, hvordan vegetationen ændrer sig fra græsdækkede bakker og nøgne kalksten til regn- og mangroveskov. I den nordlige del, Kedah, ligger Global Geopark, som er at finde på UNESCO’s verdensarvliste. Ønsker du at se øen og naturen fra toppen, kan vi varmt anbefale at tage svævebanen til toppen af det 700 meter høje bjerg, Gunung Mat Cinchang. Turen tager ca. 30 min. men flyver afsted, bogstaveligt talt, når du bliver opslugt af den betagende natur. På toppen er der flere udsigtsforme, hvorfra øen virkelig kommer til sin ret. Hvis vejret er klart og solrigt, kan du faktisk se helt til Thailand.

Naturen er fantastisk, men der er ingen tvivl om, at Langkawis helt store trækplaster er de fortryllende forhold for afslapning, solbadning og ture i vandkanten med bare tæer. Langkawi har en lang kyststrækning og dermed også flere forskellige strande at slå sig ned på. Er formålet at ligge uforstyrret i skyggen med en bog og blot nyde udsigten og de varme temperaturer, er Pantai Tengah oplagt. Ønsker du i stedet mere liv og et bredt udvalg af vandaktiviteter samt mad og drikke, skal du besøge Pantai Cenang. Stranden er øens mest populære, og der er liv og leben fra morgen til aften. Begge strande er beliggende på øens sydspids. 

Hører du til dem, der ikke kan holde ud at ligge og stege i solen en hel dag, kan du tage til hovedbyen Kuah, som er beliggende midt på øen. Her kan du hurtigt spendere et par timer væk fra middagssolen ved at shoppe eller nyde en frokost på en af byens mange restauranter. I byen finder du også en betydningsfuld statue af en stor ørn – statuen relaterer sig til øens navn, da Langkawi betyder den rødbrune ørn. Bliver du hængende til aften, vil du onsdag og lørdag, kunne opleve det autentiske natmarked. En anden måde at undgå at få liggesår på er ved at stikke i svømmefødderne, tage snorklen i munden og tage på undervandseventyr. De absolut bedste betingelser for god sigtbarhed er på den nordlige del af øen, nær stranden Tanjung Rhu. Her kan svæve vægtløs rundt i havoverfladen, mens du betragter de tropiske fisk og koraller.

Hvor skal man bo i Malaysia – Grøn og frodig natur

Cameron Highlands – træk stikket og indånd den friske bjergluft

Hvor skal man bo i Malaysia

I skarp kontrast til de badevenlige destinationer og storbyerne, finder du Cameron Highlands. Et naturskønt område, som blev kortlagt i 1885, af den britiske landmåler William Cameron, som også har lagt navn til højlandet. Som navnet antyder, befinder vi os i højderne, faktisk hele 1542 meter over havets overflade. Træk vejret dybt ned i lungerne og lad dem fyldes af den friske bjergluft og nyd, at temperaturerne holder sig mellem 15-25 grader – det kan være rart med et pusterum fra den fugtige malaysiske varme.

Jorden i højlandet er, grundet klimaet, rigtig frugtbar, hvilket også kommer til syne gennem de uttalige te-, lavendel-, frugt-, bi- og blomsterplantager. Cameron Highlands er specielt kendt for sine teplantager, hvilket betyder, at du i dette område finder noget af den bedste te, verden har at byde på. Den største plantage hedder Sungei Palas Boh, og her er det oplagt at få en guidet tur på både fabrikken og i plantagen. Du får indsigt i, hvordan teen dyrkes og produceres. Besøget slutter på toppen, med udsigt over de grønne omgivelser, hvor du kan smage de forskellige slags te. Har du mod på flere plantager, er de farverige blomsterplantager, og specielt lavendelmarkerne, smukke at besøge. Besøg Lavender Garden og se de uttalige lilla blomster, som indbyder til at hive kameraet frem. På stedet tilbyder de også delikate is og kager lavet med lavendel, som hovedingrediens. Du kan hurtigt få fyldt kufferten med te, lavendler til madlavning samt honning fra nogle af de hyggelige bifarme, når du går på opdagelse i højlandet.

Områdets fauna og flora er et kapitel for sig. Udover de frodige plantager er det en eventyrlig oplevelse at besøge Mossy Forest. Skoven har en helt speciel vibe, da området ofte er indhyllet i tåge og lavthængende skyer, hvilket giver skoven en eventyrlig stemning. Dertil er alle træerne dækket med mos, og man skal holde godt øje, så man ikke falder over de krogede rødder, som kravler langs jorden. Hvis du er interesseret i insekter, bør du besøge Butterfly & Reptile farmen, hvor du blandt andet kan se den berømte Raja Brooke sommerfugl.

Området blev i kolonitiden brugt, som fristed for briterne – i dag bliver området mere og mere populært, hvilket også betyder flere turister. Vi anbefaler, at du besøger området i hverdagene, hvor antallet af turister er lavest. Området er stadig naturskønt og endnu ikke så overrendt, at du ikke får en autentisk oplevelse – det er bare om at komme afsted.

Belum Rainforest – lev primitivt sammen med de oprindelige malajere

Hvor skal man bo i Malaysia

Malaysias største nationalarv er den frodige natur og ikke mindst regnskoven. Ønsker du at gå på opdagelse i netop denne, så er Belum Rainforest en oplagt destination, når du skal beslutte, hvor du skal bo i Malaysia.

Regnskoven ligger i den nordlige del af Malaysia og er placeret midt inde i landet. Hvis du lukker øjnene og forestiller dig et tropisk regnskovs-paradis, beklædt med frodige træer og vegetation, er Belum, hvad du vil forestille dig. Regnskoven er autentisk, uberørt og Malaysias ældste regnskov – her finder du for alvor den ro, som vil få dig helt ned i gear. Når du bor i dette område, er du omgivet af planter, natur og junglens varierede grønne farver. Du vågner og lulles i søvn af regnskovens tropiske lydtæppe - en eventyrlig oplevelse.

Belum Rainforest ligger på en lille ø i et større ”ø-rige”. Mens junglens tåge langsomt letter, sejler du på de flydende veje. På din sejltur oplever du forskellige øer, det rige dyreliv, de farvestrålende fugle og brusende vandfald. På bådtur på Temenggor Lake vil du højst sandsynligt møde de originale malajere, som har til huse i området. Da handelsfolk fra Indien og England i sin tid kom til Malaysia, fik det de oprindelige malajere til at flytte langt ind i junglen, da de ikke brød sig om ”de fremmedes” indtog. Der findes 19 stammer i Malaysias regnskove, hvoraf 2 befinder sig i dette område. Stammerne lever primitivt, men er glade for deres rolige og autentiske liv væk fra den vestlige verdens stress og jag.

En sidste oplevelse, som du må forsøge dig med i Belum Rainforest, er jagten på verdens største blomst, Rafflesiaen. Blomsten er på sin vis nem at spotte, da den vejer 7 kg, har en omkreds på op til 80 cm., og dertil har en stærk rød farve og lugt. Den eneste udfordring er, at den kun blomstrer i 5 dage. Chancerne er dog store i Belum, da det er det sted i verden, hvor der findes flest af arten.

Borneo – oplev orangutangerne i deres virkelige habitat

Hvor skal man bo i Malaysia

Borneo er imponerende på alle leder og kanter, og du vil ikke fortryde at besøge Borneo på din rejse til Malaysia. Borneo er verdens tredjestørste ø og delt mellem Indonesien, som ejer størstedelen, samt Malaysia og Brunei - den Malaysiske del findes i den nordvestlige del af øen. Når du ankommer til den Malaysiske del, er det formentlig hovedbyen Kota Kinabalu, du lander i. Der bor lidt over 500.000 indbyggere i Kota Kinabalu, og som du nok kan regne ud, er det ikke her, at junglens ro sænker sig. I hovedbyen kan du få dit urbane hjerte tilfredsstillet, da der både er store indkøbscentre, shoppinggader samt et stort udvalg af restauranter og cafeer.

Inden du bevæger dig mod orangutangerne, kan du forsøge dig med White River Rafting på Kulu Tiver, zipline i trækronerne eller slå et smut forbi Crocker Range. Naturparken ligger i imponerende 1500 meter højde og lader dig i ro og mag udforske naturen, tropiske plantearter samt diverse dyr.

Ikke mere ’udenomssnak’… de fleste tager nu til Borneo for at opleve den filtre jungle, det tropiske vildtliv og ikke mindst orangutangerne. Små 6 timers kørsel fra Kota Kinabalu lover vi, at dine vildeste forestillinger bliver til virkelighed. Sepilok, og området deromkring, er kendt for de legesyge orangutanger. Det ultimative sted at spotte orangutanger er på Sepilok Orangutang- og solbjørne rehabiliteringscenter. Rehabiliteringscenteret er hjem for forældreløse eller skadede aber og solbjørne. På centeret bliver der taget godt hånd om dem, til de igen kan klare sig selv ude i den barske natur. Når du går rundt i skoven, kan du spotte orangutangerne, som konstant har gang i ballade og diverse lege. De sorte sol bjørne er nu heller ikke helt værst – de er noget så nuttede, når de sover på træernes grene. Et andet sted, som er oplagt til at opleve de sociale orangutanger, er Rainforest Discovery Center. Her oplever du regnskoven oppefra, idet du går rundt på de højtplacerede hængebroer i trætoppene. Et tvist på den klassiske jungletur er natsafari, som giver et indblik i dyrenes færden i nattetimerne. Mange af junglens dyr er faktisk mest aktive om natten – dette tilbydes fx ved dette center.

Ikke langt fra Sepilok kan du opleve den frodige jungle og mangrove skov fra vandet. En sejltur på Kinabatangan-floden får dig til at føle, at du er i et med naturen. Du sejler ned langs en af Borneos længste floder, og jo længere ind i junglen du sejler, jo flere tropiske lyde og dyr dukker op. Langs den nedre del af floden er chancerne størst for at opleve saltvandskrokodiller, næsehorn, pygmæ elefanter og de spøjse næseæber. Når mørket så småt falder på, bliver magien endnu engang taget til næste stadie. Dér, dér og dér.. pludselig er luften fyldt med ildfluer, som lyser himlen op.  

Borneo er uden tvivl mekka for at opleve det imponerende dyreliv på tætteste hånd, vi vil dog gerne fremhæve et par andre oplevelser, som også kan tage pusten fra dig. Du kan blandt andet besøge Poring Hotspring, hvor du kan tage en dukkert i den varme svovlsø, som har helbredende og terapeutiske egenskaber. Tager du til området her, må du ikke snyde dig selv for at tage en tur på gangbroen i 40 meters højde. Herfra har du et fantastisk view over regnskoven og alle dens dyr. En sidste sjov og anderledes oplevelse er at besøge Tagal Moroli floden. Her kan du stikke dine bare tæer i vandet og på naturligvis opleve fiskespa. Du kender det sikkert fra de små fodspabade herhjemme, hvor små fisk napper den døde hud væk fra dine fødder, så de ender helt fine og bløde – ikke dårligt efter at have trasket rundt i junglen.

Vi har nu guidet dig til vores 7 favoritsteder i Malaysia, samt vores bedste tips, tricks og ’must do’ oplevelser. Måske du allerede har fundet dine favoritter, eller også har du lige så svært, som os, ved at beslutte dig for, hvor man skal bo i Malaysia. Heldigvis kan Malaysia besøges flere gange, det er i hvert fald vores løsning på problemet. 

 

Se alle vores rejser til Malaysia

Storby, højlandet og Ø-ferie

Oplev storbyen Kuala Lumpur, højlandet i Cameron Highlands og afslappende ø-liv i Malaysia.
Kuala Lumpur
Cameron Highlands
Penang
Langkawi

Malaysia

Oplev storbyen Kuala Lumpur, højlandet i Cameron Highlands og afslappende ø-liv i Malaysia.

De tre steder du skal opleve i Malaysia

Denne kombination giver dig alt det bedste lige fra storby til kultur til en skøn strandferie.
Kuala Lumpur
Penang
Langkawi

Malaysia

Denne kombination giver dig alt det bedste lige fra storby til kultur til en skøn strandferie.

Essensen af Malaysia

Penang, Cameron Highlands, Pangkor Island og Kuala Lumpur. Kombiner by, højland og ø-livet.
Penang
Cameron Highlands
Pangkor Laut
Kuala Lumpur

Malaysia

Penang, Cameron Highlands, Pangkor Island og Kuala Lumpur. Kombiner by, højland og ø-livet.