Følelsen af ultimativ frihed på min rejse til Bali + 5 gode rejsetips

For mange kan tanken om at rejse alene være skræmmende, men ikke for eventyren Susanne, der havde besluttet sig for at trække stikket ud og nyde 10 dages strandferie på Bali. Det skulle vise sig at blive hendes livs rejse, hvor grænser blev prøvet af og nye bekendtskaber blev stiftet.

Du får alle de bedste oplevelser fra Susannes rejse til Bali her:

Der var ikke langt fra tanke til handling, da jeg først havde besluttet mig for at rejse til Bali. Jeg kunne få ferie, og havde ikke nogle planer – så hvorfor ikke tage på en spontan badeferie til Bali? Jeg bestilte rejsen og 14 dage efter sad jeg i et fly med kurs mod Bali. Jeg kendte intet til øen, og havde derfor ikke nogle forestillinger, fordomme eller forventninger til, hvad der ville møde mig…

Fra drøm til virkelig på min rejse til Bali

Den første jeg mødte på min vej, skulle blive en fast og betydningsfuld bestanddel for min rejses fantastiske udfald. Blandt hundredevis af chauffører, med hver deres farverige skilt, stod en ung balinesisk fyr med et kæmpesmil og et skilt med mit navn på. Jeg møvede mig derover med alt min oppakning, han introducerede sig og fortalte, at han var min chauffør. I første omgang skulle han blot køre mig på hotellet, så jeg kunne slappe lidt af oven på den lange rejse.

Da batterierne atter var ladet op, var jeg klar til at udforske Bali. Jeg bevægede mig ud i lokalområdet, hvor jeg shoppede og sugede den spirituelle stemning til mig. Den frodige grønne natur med de mange farvestrålene blomster fortalte mig, at jeg var landet i et vaskeægte trope-paradis. Jeg nev mig i armen og blev bekræftet i min vidunderlige virkelighed. 

Jeg bevægede mig ned mod stranden, hvor blæsten havde kaldt alle surfere og vandsports-entusiaster til sig. Den livlige stemning, den varme vind og det faktum, at jeg var alene afsted, affødte en spirende appetit på selv at prøve kræfter med vind og vand. Jeg har altid drømt op at blive hævet over havet i en faldskærm, og nu bød muligheden sig. Intet holdte mig tilbage. Jeg holdt fast i drømmen og mærkede den kildrende følelse sprede sig i hele kroppen på vej over mod tilmeldingsstanden. To minutter senere var jeg tilmeldt ’parasailing’ et par dage senere.

(Klik på billederne for at se dem i større format)

Levende lys og en hjertevarme i Sanur

Jeg slentrede tilbage mod hotellet, hvor jeg læste en god bog ved poolen, og nød en anderledes snackkurv med bl.a. slangefrugt, som smagte skønt. Mørket lagde sig blidt over Sanur, og det var tid til at finde et sted at spise aftensmad. På modsatte gade af hotellet fangede levende lys og lamper i træerne mit blik. En lille smuk restaurant, bygget i massiv træ spredte den hyggeligste stemning på gaden. Jeg kunne ikke andet end af overgive mig til den dejlige atmosfære. Her skulle jeg uden tvivl spise min aftensmad. Personalets varme velkomst gjorde mig kun mere sikker i min sag. De var åbne, søde og nysgerrige uden, at det virkede påtaget. Mens jeg ventede på maden, reflekterede jeg over min første del af rejsen. Jeg blev rørt over tankerne om alle de venlige og hjælpsomme mennesker, jeg allerede havde mødt på min vej. En følelse af taknemmelighed og ydmyghed ramte mig. Sikke et dejligt sted jeg befandt mig!

Kaffeplantager, rismarker og en våd sarong

Dagen efter stod i oplevelsernes tegn. Jeg havde kontaktet chaufføren, og bedt ham om at vise mig dét Bali, han synes, jeg skulle se… Det Bali, som betød noget for ham. Vi startede på en kaffeplantage, hvor de lokale også producerede te, kakao og sågar hudplejeprodukter. En ældre kvinde sad rutineret og kværnede de tørrede kaffebønner. Hun smilte til mig og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig. Jeg fik den store morter i hånden og gjorde mit bedste for at kværne kaffebønnerne. Det gav et lidt mere nuanceret indblik i kaffe-produktionen, og det var en sjov viden at have med til eftermiddagskaffen.

Efter kaffeplantagen gik turen videre til de frodige grønne rismarker, hvor vi mødte en lokal bonde med et ordenligt læs risplanter på sit åg. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, han smilede med sine skæve tænder og nikkede. Smilet blev bredere og endte ud i en munter latter, da jeg spurgte ham om jeg måtte bære hans åg. Det havde han alligevel aldrig hørt en turist spørge om før. Tilbage i bilen satte min chauffør afsted mod flere kunstneriske værksteder, hvor de lavede alskens smykker, brugsting i træ og malerier. Jeg forelskede mig hovedkulds i et par af malerierne og endte med at måtte låne penge fra min herlige chauffør.

(Klik på billederne for at se dem i større format)

Næste stop var ved de famøse hellige kilder, hvor man efter sigende kunne bade og blive frigjort for alt dårligdom. Endnu engang måtte jeg låne lidt penge fra chaufføren til en sarong, den obligatoriske beklædning ved hellige områder. Chaufføren og jeg fulgtes hen til det hellige vand, hvor jeg iført den fine sarong hoppede i og lod alle negative tanker forlade mit sind. En velsignelse rigere begav vi os atter tilbage mod bilen. Men bedst som chaufføren lige havde opridset, at jeg aldrig igen ville lide af mareridt, og at der kun ville ske gode ting på min vej, mødte vi sarong-manden. Og han var IKKE glad ved synet af den drivvåde sarong. Chaufføren og jeg kiggede uforstående på hinanden og et møgfald blev spredt udover os, som to børn der havde lavet ballade, og fik at høre for det. Vi holdte en et latent latterudbrud tilbage, betalte for sarongen, og skyndte os tilbage til bilen. Mit tøj var drivvådt, så vi stoppede ved en hyggelig bod, hvor nogle kvinder stod og solgte fine sommerkjoler. De morede sig over mit gennemblødte tøj, og hjalp mig med at finde et tørt og blomstret alternativ.

Næste stop var lige så vådt som før, nemlig ved et turistet vandfald, som primært er kendt for med sit ’Don’t worry – be sexy (but not naked)’ skilt. Det var et hurtigt stop, da jeg havde fået min dukkert-dosis for den dag. Undervejs stoppede vi også ved en masse spirituelle templer. Tiden fløj afsted, og jeg var først tilbage ved hotellet om aftenen.

Vil du også opleve det uspolerede Bali? Klik her >>

Malerisk solnedgang og besøg på børnehjemmet

Dagen efter stod på afslapning og snorkling. Jeg hoppede i en af de sjove både med det lidt besynderlige udseende sammen med 2 unge australiere. Masken blev placeret over næse og øjne og jeg hoppede i bølgen blå. Under havets overflade svømmede små og store fisk rundt i alverdens farver. De var ikke bange for mig, så jeg fik lov at komme helt tæt på det levende marineliv. Dog blev jeg selv forskrækket, da der på bunden sad tre mænd i fuldt dykkerornat og pustede bobler op i mod mig. Det havde jeg ikke lige forventet. Vi sejlede ind, og jeg gjorde klar til min eftermiddagsudflugt, som gik ud til Ubud’s spektakulære klippeskrænter, hvorfra jeg skulle se solen gå ned.

Vi var ikke de eneste, der havde fået den idé. To brudepar fik foreviget deres kærlighed på skrænterne. Pigerne iført de smukkeste kjoler – og badetøfler! Solen malede himlen lyserød og sank langsomt ned i havet. En perfekt afslutning på (endnu) en eventyrlig dag!

Næste morgen kom den evigt smilende receptionist over til mig, og spurgte om jeg havde lyst til at tage med ud og besøge et børnehjem, inden min rejse til Bali lakkede mod enden. Hun forklarede, at hotellet donerede tøj, tandbørster, bøger og mad til de nærliggende børnehjem. Jeg blev rørt over invitationen og overvældet af næstekærligheden. Selvfølgelig ville jeg med! Jeg kørte med hotellets manager ud til børnehjemmet, hvor vi blev mødt af smil og et hav af børn i alle aldre kom løbende mod bilen. Nogle af dem talte engelsk og en enkelt lille gut kiggede nysgerrigt på mig, mens han fik fremstammet ’How old are you? (kort pause) 100 years?’ Jeg brød ud i latter. Børn er så dejligt ærlige og ligefremme– også på Bali!

(Klik på billederne for at se dem i større format)

Mit livs rejse til Bali og den ultimative følelse af frihed

Nu var tiden inde til, at jeg skulle finde min indre eventyrer frem. Jeg har altid været en eventyrer, men alligevel var det først nu på denne rejse til Bali, at drømmen skulle gå i opfyldelse. Jeg blev spændt fast i seletøj og karabiner, og aftalte med en af de andre, at han kunne tage billeder af mig oppe i luften. Når nu drømmen skulle realiseres, skulle det naturligvis dokumenteres. Jeg fik faldskærmen spændt på ryggen, sommerfuglene blafrede ivrigt i maven og 3, 2, 1 så var jeg på vej op i luften. Som jeg sad der, og svævede over havet med den mest vidunderlige udsigt, trillede tårerne ned af mine kinder. Glædestårer, som var vakt over denne ultimative følelse af frihed. Den oplevelse og den følelse, som det vakte i mig, vil jeg aldrig glemme.

Turen lakkede mod enden, og det søde personale i den hyggelige træ-restaurant med de levende lys, havde spurgt, om jeg kom forbi og spiste hos dem på den sidste aften. Selvfølgelig gjorde jeg det. Da jeg kom over til dem om aftenen, blev maden serveret på palmeblade, der var hængt en smuk guirlande af blade over mit bord, og de ansatte havde lavet et smukt krus til mig. Igen blev jeg rørt af den hjertelige varme, som synes at have dybe rødder i kulturen. Jeg snakkede længe med personalet, og vi var efterhånden blevet ret tætte. Vi blev forbundet på Facebook, og jeg sagde farvel.

Nu gik turen hjem mod Danmark. Jeg gav knus og alt min taknemmelighed til både hotelpersonalet og chaufføren. I flyet på vejen hjem reflekterede jeg over min rejse. Mit livs rejse. Den ultimative frihed. Den rørende varme og næstekærlighed, og de mange mennesker jeg havde mødt på min vej. Deres ro, den simple glæde, deres ydmyghed trods små kår, og den ærlighed vil jeg tænke ind i min danske hverdag. Og det tænker jeg stadig.

(Klik på billederne for at se dem i større format)

5 råd til at rejse til Bali på egen hånd

Jeg nød at rejse selv på Bali, og jeg lærte meget på min rejse. Derfor vil jeg gerne opfordre andre, der leger med tanken om at rejse alene til at gøre det... For i virkeligheden er man aldrig helt alene. 

  • Vær åben
  • Nyd øjeblikket
  • Husk kameraet og brug det flittigt – også i andres hænder
  • Spørg løs – alle vil gerne hjælpe
  • Giv dig selv tid til reflektion

Drømmer du om en rejse som Susannes? Så se vores TILBUD på rejser til Bali her >>

Skriv en kommentar