Mit første møde med Bali - og byen Sanur

"Jeg kan godt huske den her duft. Kan du ikke dufte det?" spørger min kæreste mig, da vi ankommer i Denpasar lufthavnen og efter 16 timer i flysædet flere tusind kilometer oppe i luften endelig har fast grund under fødderne. Det er frisk luft blandet med røgelse. Min kæreste ankom i samme lufthavn for 7 år siden, og duften er der stadig. Men det er også den eneste genkendelse, finder vi ud af, for den lillebitte lufthavn, som han beskrev for mig, er nu en stor ankomsthal med bagagebånd.

"Hello mister, where you go" råber de cirka 60 chauffører, der venter på os udenfor, mens de vifter om kap med deres skilte. Vi tager det med et smil og siger, at vi allerede har et lift. Så retter de hurtigt opmærksomheden mod de andre turister. Det er et spil, der går stærkt - der er mere end dobbelt så mange chauffører, som der er rejsende. Så det er ikke alle, der får passagerer med i aften.

 

Turisterne og de lokale

Gennem mylderet af biler og scootere i mørket på vej mod Sanur lyser fastfood-skiltene op. "American Food" siger vores chauffør og peger "very expensive". Jeg forstår ikke helt, hvad han mener, men den 20-årige massør Komah, som jeg møder senere hen, gør mig klogere. Hun er kommet til Sanur for at arbejde, for i Lovina, hvor hun er opvokset, er der ikke mange jobs. "Black sand, tourist don't like" siger hun med en lille snert af ærgerlighed i stemmen. Det er tydeligt, at hun er meget stolt af sit sted. I Sanur er stranden hvid. Hun tjener 1000 rupiah pr. kunde. Det svarer vel til 50 øre for 40-50 minutters massage. En latte på Starbucks koster 50.000 rupiah. Så hendes fortjeneste rækker kun til Nasi Goreng (lokal risret) og lidt vand. Hun håber på flere kunder, så hun kan få råd til at besøge sin familie i Lovina.

Ja. Og her sidder jeg så i al min overflod og får masseret de ømme fusser med 1.800.000 rupiah i lommen. For en time siden lagde jeg ubekymret 200.000 rupiah for den skønneste middag med tunbøf og karameliserede ananas. Hun smiler bare henrykt til mig, mens hun nynner med på en melodi, som hun plejer at meditere til, når hun har fri, og spørger nysgerrigt ind til mit liv på sit sparsomme engelsk.

Mama Anji er lidt mere livserfaren og derfor også lidt mere fræk. Hun arbejder på stranden og kan tilbyde massage, manicure, pedicure, hair extensions, og hun har også en lille shop oppe ad gaden - ja faktisk har hun også en søn på min alder, som jeg gerne må gifte mig med, siger hun. "You be my daugther". Elegant får hun gelejdet mig op ad gaden, mens vi snakker om det moderne Bali med telefoner og computere. Vi går forbi 100 shops med nøjagtigt de samme varer, indtil vi når til enden af en meget varm og indelukket gade: "This is my shop, you look" lyser det ud af Mama Anji. Jeg spørger naivt, hvem der passer hendes shop, når hun arbejder nede på stranden - hun kigger bare fjollet på mig og siger "No customers come here".

 

På opdagelse "bag turismen"

Sanur har ændret sig. Det er tydeligt at mærke på min kæreste. Han leder febrilsk efter de bungalows, han overnattede i, og hans billeder fra dengang ligner ikke rigtigt mere. Her spirer turismen, og man kan få helt ondt i maven af at gå der på hovedgaden med de kønsløse souvenir-shops, forbi de lokale som er stadset ud i stive uniformer og præsenterer "vestens favoritter" på menukortet. En misforstået service, synes jeg...

... Men så går jeg ned ad en sidegade - og her, bag alt det blinkende virvar af biler og business, her er det sgu! Her er Bali! Små snirklede veje leder mig gennem en labyrintisk landsbydel. På den ene side af gaden ligger rødbrune huse med legende børn og hjemmelavede templer udenfor, på den anden side vokser naturen helt vild og crazy, og en konstant puslen i bunden af den vidner om, at det også er et hjem for levende væsener. Ingen kigger længere på mig som en pengemaskine. De hilser og smiler og spørger, hvor jeg kommer fra. Høns løber rundt om benene på mig, hunde blunder i skyggen, en mand passer et bål af affald, som han er ved at brænde af. Pludselig kommer en ko muhende forbi, men jeg smutter diskret væk, da jeg ser, at den er ledsaget af en lettere gnaven tyr.

Det er fantastisk at gå rundt her "bagved turismen". Hvert hjørne afslører noget nyt og ukendt. Her ånder fred og ro, her kan balineserne også være sig selv. Ind imellem ser jeg et skilt med homestay. En vestlig kvinde kommer trissende ud derfra med en lille hund ved sin side. Jeg misunder hende lidt, at hun bor her, selvom jeg absolut ikke har noget at klage over på Respati Beach Hotel, hvor de er så søde ved mig og ved, hvordan jeg vil have mine æg om morgenen. Det er bare sulten efter det ægte Bali, der vokser i mig.

Sanur er et paradis for turister. Det er det virkelig, og hvis man lige som mig sætter pris på en lækker strand med palmer og blåt, klart vand, et veltilberedt og stadigt lokalt måltid og søde, søde mennesker, som vil gøre alt for, at dit ophold bliver en mindeværdig fortælling, så vil du elske det her.

Det vil du virkelig!

Og så længe du ikke lægger alle dine penge på McD eller Starbucks, så er du også med til at sikre balineserne en indkomst i en verden, der er under en uundgåelig og hastig forandring.

Men husk at tage en sidegade engang imellem. For bagsiden er mindst lige så fantastisk!

Vil du også bag turismen i Bali? Se her >>

Skriv en kommentar