Livet i rismarkerne på Bali

Den konstante summen af scootere, dyttende biler og insisterende gadesælgere er væk. Pludselig er her stille, og alt omkring mig er dækket af frodig, grøn jungle og elegante risterrasser.

Arbejdsdagen for de lokale risbønder er allerede godt i gang. De hilser venligt på os med et "selamat jalan", når vi går forbi, og vi gengælder med et "selamat tinggal", sådan som vi har lært af vores balinesiske nabo Wayan. Han vil vise os det Bali, som han selv voksede op i, og som står i skærende kontrast til det larmende centrum af Ubud, vi ankom til i går.

Det var lidt tilfældigt, at vi rendte ind i Wayan. For egentlig spurgte vi bare pigen i receptionen på vores hotel, om hun kunne fortælle lidt om de rismarker, der omgav os, og hvordan vi skulle gebærde os ud i dem. Hun bevarede smilet: "he he yeeeees", men hendes øjne blev temmeligt forvildede - og så greb hun telefonen og ringede til naboen. Det var Wayan.

Han ankommer i sine løse, brune bukser, en flettet hat og rygsæk, og med alverdens tiller-taller i bilruden, inkl. den daglige offergave til guderne og en lille bøtte friskmalet kaffe for at give bilen en "nice smell".

"I will show you the rice fields, come".

I en landsby uden for Ubud

Vi kører hen til en lille landsby og køber riskiks og fried bananas hos en ældre kvinde. "Mmm", siger vi som en slags international gestus, så hun sender os et stort, tandløst smil og giver os lidt ekstra med til turen.

Wayan kender også landsbyens smed, så vi bliver inviteret indenfor for at se hans bolig og værksted. Det er meget sparsomt. Ingen døre, vinduer eller møbler. Bagerst i huset er der åben ild til madlavning. Høns, ænder og hunde går frit omkring, for på Bali lever mennesker i balance med naturen og dyrene.

Foran huset ligger et smukt hjemmetempel, som skiller sig meget ud fra resten af boligen. Her er flotte saronger viklet om de store stenfigurer af hinduistiske guder og guldtavler. Forrest står noget, der ligner en himmelseng uden madras - det er hjemmets ceremonielle sted, og her ligger både de nyfødte, nygifte og afdøde fra tid til anden, fortæller Wayan.

Smedens kone retter lidt på sengeklædet. Hendes job er primært at holde guderne tilfredse, så hun bruger hver dag på at kreere offergaver og holde templet rent og pænt. Hver dag!

Ris, bjergkilder og ænder i skøn harmoni

På vores gang ud af landsbyen tårner rismarkerne sig op i horisonten. Sirligt ligger de side om side i perfekte små kvadrater, og imellem dem leder labyrintiske stier os rundt. Nogle gange ind i junglen gennem grotter af buskads og op langs vandfald, og andre gange følger vi vandingsanlæggene og landsbyernes stier.

"Look this is papaya, this is cinnamon, this is snake fruit, this is sweet banana, see big spider!". Wayan fortæller livligt om alt det, vi passerer på ruten, og vi dufter og smager og røre ved det hele. Det er fantastisk at se, hvordan naturen er rig på alverdens fødevarer, som er så forskellige fra Danmark.

Wayan hilser på bønderne og tager sig tid til at høre, hvordan det går med høsten.

Rismarkerne var engang det primære erhverv på Bali, fortæller han, men nu hvor turismen vokser, begynder folk at få job inden for byggeri og salg. Børnene går i skole, og når de er færdige med det, søger de ind mod byerne for at finde job. Det er en langsom trussel mod landbruget, for det er nemlig ikke sådan ligetil at dyrke ris. Det er en proces, der kræver meget viden, og som må følges til punkt og prikke:

Fra spirerne sættes snorlige i jorden tildækket af vand, til de vokser op, og jorden skal tørres, til de høstes, og ænderne sættes ud for at rydde op, til de brændes af, og det hele starter forfra.

Markerne bliver ikke sået og høstet samtidigt, for så ville dyrene snuppe en for stor del af udbyttet. Alle kvadrater er forskellige. Nogle er ved at spire, mens andre er klar til høst. Derfor har bønderne også udviklet et fascinerende vandingsanlæg. Vandet kommer fra bjergkilden Batur, og det ledes langs risterrasserne i smalle vandløb. Hvis en mark skal såes, åbner man slusen, så vandet automatisk bliver ledt ind på den. Skal den tørres, lukker man blot for slusen igen. Vandet er hele tiden i bevægelse ned ad risterrasserne for at forhindre myg.

Det er et håndværk, som er gået i arv gennem generationer i mange, mange år, men i dag vil børnene hellere flyve med drage, griner Wayan og ryster på hovedet.

Jeg griner med, men kan alligevel ikke lade være at tænke på den industrialisering, der med sikkerhed engang vil forandre det her smukke, traditionelle landbrug.

(Klik på billederne for at se dem i større format) 

Vil du også opleve det uspolerede Bali? Se her >>

Tag en gåtur i rismarkerne!

Gåturen tager os cirka 3 timer, og i al den tid ser vi ikke en eneste turist. Vi er bare omringet af smukke omgivelser og venlige mennesker, som lever et stille, arbejdsomt liv i pagt med naturen.

"I call my wife and tell her to cook", siger Wayan med et stort smil, da vores tur er nået til ende, og vi bliver inviteret hjem til ham på frokost.

Han bor i landsbyen Laplapan, der huser 200 familier. På Bali foregår det sådan, at familiens piger flytter ud, når de bliver gift, mens drengene bliver boende. Så de familier med mange sønner bor også mange sammen.

Wayan er lidt af en entreprenør, finder vi ud af.

Han bor alene med sin kone og 3 børn i et fint hus, som også er et homestay, han lejer ud til turister. Han voksede op med arbejdet på rismarken og lærte sidenhen at snitte træfigurer, som han solgte til turister, så han kunne betale for sin skolegang. Så fik han job på et spansk Cruise, der ledte til, at han startede sin egen virksomhed Bali Off Course, der tilbyder guidede gåture i rismarkerne, som den vi var på.

Han har således fundet sin egen balance i den udvikling, Bali er under. Han tror på, at gæstfrihed sagtens kan forenes med det traditionelle Bali.

Hvis du på et tidspunkt befinder dig i nærheden af Ubud, kan jeg varmt anbefale dig at kontakte Wayan. Han er både på Facebook og Instagram, men hans ture går altid til det ægte Bali, for det er her hans hjerte ligger.

- Og så laver hans kone en formidabel Nasi Goreng og den bedste ananas-juice, jeg nogensinde har smagt!

Skriv en kommentar