Kærlighed i luften: Den perfekte bryllupsrejse til Bali

Vores rejseplan: Seminyak – Ubud -  Candi Dasa – Gili Air – Sanur (med en afstikker til Canggu)

Asien <3 Det er alt for mange år siden, vi sidst har været her. Den der helt særlige, nærmest karrykrydrede, sødlige luft, der møder en som en mur, når man træder ud af lufthavnens polartempererede aircondition zone. Jeg elsker det! Det mindede mig om at lande i Mumbai for mange år tilbage, med rygsækken spændt på ryggen, og derfor også om eventyr. Men denne gang er vi tilbage på vores bryllupsrejse til Bali. Honey moon. Og efter ikke at have rejst i over ét år for at spare op til bryllup, så hungrer vi efter eventyr.

Hungrer du også efter eventyr? Få det bedste af Bali og Gili her >>

Vores chauffør står klar med skiltet i hånden og til tage imod os. Brudeparret. ”So is this first time in Bali?” – et spørgsmål, der vil dukke op hvergang vi møder nye mennesker. ”Oh! Honey moooon!” Balineserne kan virke en smule påtrængende, som om du er til jobsamtale hver gang, du møder et nyt menneske, men det er ren og skær høflighed og varme – de er de mest gæstfrie, åbenhjertige mennesker.

Vi forlader lufthavnen og kører ud i mørket. Det er det bedste; at køre ud i mørket, i ny by, i et nyt land, og kun kunne skimte de anderledes skikkelser, bygninger og farver. Fantasien kommer på overarbejde forventningerne til den ferie, der ligger forude, får noget at arbejde af.

Første stop på bryllupsrejsen til Bali: Seminyak Kutas cool lillesøster

Vi vågner tidligt på vores hotel med egen pool. Egen pool! Det har vi aldrig prøvet! Vi dypper tæerne og køler kroppene af, før kokkene kommer med morgenmad til os. Den sorteste kaffe og bananpandekager. Vi kører den lette morgenmad ned, kommer i tøjet og tager ned til Seminyak by. Nærmere bestemt Café Organic. Hvorfor ikke tage et ekstra morgenmåltid, nu vi kan? Vi har jo ferie! Honey mooon – al tid i verden tilhører os, så vi bestemmer selv, hvad madklokken er!

Vi mæsker os i økologiske smoothie bowls og matcha latte, min mand rynker på næsen. Vi nyder at se på alle de smarte expat-typer, der hamrer i macbookens tastatur. Hvis den lå derhjemme, kunne det være det faste go-to-sted for en frisk morgenmad, bliver vi enige om.

(Klik på billederne for at se dem i et større format)

Vi fortsætter ned på Jalan Drupadi, hvor jeg spotter en neglebutik, der laver mit livs flotteste manicure. Man kan få lavet negle eller nusset nakke for en slik! En læser har lært mig ikke at dømme skønhedssaloner på dens solafblegede prisskilt – det siger intet om kvaliteten.

Så oser vi. Hånd i hånd. Man kan brænde penge af på nye solbriller, stocke op på nyt badetøj eller købe det særlige Uluwatu-tøj med hjem; en balinesisk specialitet med håndlavede blonder på alt fra skjorter til sengetæpper. Jeg er lidt lun på en Uluwatu-trøje men min mand mener, jeg ligner en rengøringskone, haha!

Vi har det varmt og kunne godt bruge lidt luft, så vi tage ned på Potato Head Beach Club og hænger ud – drikker afternoon cocktails og mæsker os i små, lækre snacks. Miniburgere, sprøde pommes fritter. Læser bøger. Bare sidder og slapper af og trækker vejret. Vi har intet at nå.

Efter at have svedt on/off i seks timer trænger vi til et bad. Vi tager hjem til vores lille luksushytte. Skyller sved og solcreme af og forbered os på at skulle ud og spise. Pænt tøj, vi gør lidt ud af det. Og vi skal på Kilo – byens bedste spisested pt.

Vi bestiller alt for meget og kan ikke helt spise op, men det smager vidunderligt. Vi møder den australske restaurantchef og hans svenske kæreste. Hun er rejst til den anden side af jorden for ham, og det er da romantisk. De synes, det er helt vidunderligt, at vi er nygifte og giver drinks på drinks. Vi overvejer at trille videre til Mexicola, hvor festen aldrig slutter – siger rygtet. Jeg er både træt og lang i ansigtet, så jeg vil bare hjem og ligge arm i arm. 

Den perfekte dag i Ubud

Efter nogle dage i Seminyak tager vi til Ubud. Ubud er et ret godt udgangspunkt for at komme til de fleste smukke steder på øen, da byen ligger godt og vel midt i. Så det bliver udnyttet.

En af dagene står vi op klokken 02.00 om natten, for der henter vores chauffør os og kører os en times tid nordligere. Vi skal nemlig til Mount Batur og se solen stå op over Lombok -  rimelig romantisk. MEN vi bliver kun kørt til bunden af bjerget, eller vulkanen som det slet og ret er. Så resten må vi selv klare. Vi har før besteget bjerge og elsker kombinationen af ren og skær romantik og lidt aktivitet. Det giver os oplevelser til rygsækken og en følelse af sammenhold – vi klarede det!

Med lommelygte i hånden begynder vi så småt gåturen til toppen. Det første stykke er dejligt fladt, men det tager ikke lang tid før, vi begynder at arbejde mere for det.

Det er hårdt, og vi går fra at fryse i den kolde morgendis til at svede, når vi først er på vej stejlt opad. Vi kan ikke se meget foran os, men stjernerne står skarpe og klare på himlen. Wauw! Følelsen af, at vi er alene i verden.

(Klik på billederne for at se dem i et større format)

Det tager et par timer at nå toppen - men vi har været hurtige, så vi får den bedste bænk med den bedste udsigt, fortæller vores guide os. Så sidder vi dér med udsigt til verdens begyndelse; solen der vågner sløvt men standhaftigt og farver himlen alle farver fra spektret, mens vi drikker kaffe og spiser ”banana sandwich” – det hvideste toastbrød med most banan imellem, men lige der smager det himmelsk. HUSK varmt tøj – der er koldt på toppen, rigtig koldt. Vi snor os helt ind i hinanden og bruger mit halstørklæde som tæppe for at holde varmen oppe. Puhhh!

Henad halv syv om morgenen er solen så højt på himlen, at vi begynder at traske ned igen. Og det føles helt som ”heldigvis” at vi begynder at svede mere taktvist med solens indtog, for kulden har virkelig bidt sig fast.

Vi er trætte, når vi kommer ned, sådan helt udkørt. Jeg sover i bilen hele vejen hjem til hotellen. Men en hel dag ligger stadig foran os, så vi hopper i bad og kører ned mod Ubud igen. Vi spiser en god frokost på Locavore To Go – den anderkendte og michelin-værdige Locavores lille to-go-sted. Deres burger og fritter er lige de kalorier, vi har brug for efter en lang 8 km’s trekking-tur. Det er så lækkert.

Læs mere om trekking til Mount Batur i dette program >>

Oven på strabadserne trænger vi til forkælelse. Vi tager derefter ned til The Yoga Barn og deres spa-afdeling; a couple’s massage. Ahh! Vi starter en behandling med citrongræs-te og en kold klud til panden og hænderne. Og så bliver vi ført ind i hvert vores rum med plimmelim-musik og lyden af den rislende bæk lige uden for massagerummet. Balsam for krop og sjæl.

Bagefter trasker vi rundt, hånd i hånd, i Ubud i et par timer. Vi overvejer Monkey Forest, men der skal man passe på sine ejendele! De abekatte er lumske. Vi er gennemtrætte af både massage og turen i bjergene, så vi oser bare rundt i butikker, tager en stikvej og pludselig står vi midt i en rismark.

Om aftenen summer byen, og vi indfinder os på den lille men hyggelige gade Jalan Dewi Sita – her nyder vi gode cocktails og mad på Pica og lader batterierne op. Efter sådan en lang dag er humøret nok mest til at se dyner tidligt. Og vi falder i søvn, så snart hovedet rammer puden.

Besøg ved vandpaladset og de bedste tips til Candi Dasa

Efter nogle ret aktive byer med meget og se og mange ting at rende om, så er det lidt fedt at komme til Candi Dasa, hvor der stort set kun er én vej og fire decent madsteder.

Vi boede på Rama Shinta, som er småt men virkelig hyggeligt. Og så ligger det smukt, lige ved siden af The Blue Lagoon – en sø fyldt med åkander. Det var så dejligt bare at sidde på terrassen og få serveret kold hvidvin.

(Klik på billederne for at se dem i et større format)

En morgen bliver vi hentet af en chauffør, og han kører os ud på en lille tur til Tirtta Gangga – et smukt vandpalads, som vi har helt for os selv, hvis vi kommer tidligt nok. Og minsandten, vi er de første i haven!

Vi hopper rundt på de små sten i vandet, og overvejer at tage et dyp i det hellige vand. Roen spreder sig og vandet står helt stille. Vi går på opdagelse i stenfigurer og misunder damen, der sidder i skyggen med en god bog. Godt træk! Vi vinker farvel til karperne og kører tilbage mod Candi Dasa. Vi får dog chaufføren til at stoppe op i bjergene, så vi kan få et billede sammen med alle aberne, der hopper frit rundt i vejkanten. De ser søde ud, men man skal holde sig på behørig afstand. Ellers viser de gerne hugtænder af nogle hjørnetænder.

Oplev det uspolerede Bali og bo på Rama Shinta fra 4.566,- (ekskl. fly) >>

I udkanten af Candi Dasa ligger Aris Hotdog Shop, som nærmest mest er et skur med et kogeblus, men lad ikke narre. De laver en solid burger, og Ari, den australske ældre herre der har butikken, sidder højst sandsynligt og sladrer med en ven i hjørnet og byder dig velkommen. Min kæreste vælger klart vinderen på menukortet; den klassiske burger og en kold cola.

Derefter er der kun en ting på programmet. En pool-eftermiddag på hotellet, sådan en hvor vi ikke rykker os ud af flækken men bare nyder den ene kokosnød efter den anden. Vi får læst bøger, nyder skyggen og den lune pool. Om aftenen triller vi over på Vincent’s som klart er STEDET at spise i Candi Dasa – de har en fin have bag restauranten, og de laver en udmærket vegetarisk lasagne og har vin på køl! Vi får et afsides bord og fletter fingre og taler om stort og småt. 

Yoga-morgener og et stop ved 'honey-moon Island' Gili Meno

Efter Candi Dasa tager vi til Gili Air. Her starter dagen tidligt med FLOW yoga hos Mandalablue Yoga. Det er klokken 08.00 om morgenen men føles skønt. Og selv min mand, der synes yoga er KEDELIGT, tager med. Det er det eneste yogasted på øen med direkte havudsigt – vi sidder under et halvtag med få meter til havet og ser solens magiske glimmer, den slags der kun er der på de tidlige morgener. Halvanden time går hurtigt, og vi får pulsen op og er klar til dagens ellers lavpulsede program. Det er så rart at have lavet bare lidt.

Dagen efter lokker min kæreste mig til SUP yoga – ud på et surfbræt på vandet og lære den svære kunst at balancere en downward facing dog på havoverfladen med koralrevet og krystalklart vand under os, Vi griner og kæmper og sveder midt på vandet, min mand har vist fundet sin yogaform.

Vi lister ned til ”bymidten”, hvor båden satte os af, og spiser en af de så kendte smoothie bowls på acaibær fx på Gili Bliss. De har rimeligt wifi, og selv om det dejligt at være os, så er det også skønt at forbinde os med resten af verdenen, som man ellers hurtigt glemmer alt om i paradis.

(Klik på billederne for at se dem i et større format)

En af de følgende dage tager vi fra havnen på en lille snorkeltur – for ca. 400 kroner har vi en båd, helt privat, med guide og kaptajn. Bare os og ingen andre. De sejler os ud til koralrevet, hvor vi forsvinder ned i en anden verden af nemofisk og havskildpadder – desværre er koralrevene grå og flere af dem ødelagte, men strukturerne og fiskene er smukke. Kaptajnen foreslår os at sætte os af på Gili Meno – the honeymoon island af de tre. Den er endnu smukkere end Gili Air, og går turen tilbage en dag, så skal vi dertil! Vi går hele vejen rundt i vandkanten og nyder de Robinson Crusoe-værdige strandkanter. Totalt Palle alene i verden.

Kombiner din rejse til Bali med en sviptur til Gili Øerne >>

Vi kommer tilbage til Gili Air og er SNACKSULTNE! Vi spiser på en af de mange restauranter langs vandkanten. Du kan få alt fra pizza til sushi og burgere, is og pandekager. Vi drikker milkshakes og slapper bare af. Tilbage til hotellet, hvor vi læser bog efter bog ved poolen.

En af de andre dage går vi en tur rundt om øen – det tager halvanden-to timer og fra den nordlige spids kan man se den smukkeste solnedgang og bare møsse helt i fred. Og så spiser vi feriens bedste beef rendang på Sunrise Resorts strandrestaurant, en indonesisk specialitet. 

Sidste stop på vores bryllupsrejse til Bali: Den perfekte dag i Sanur

Efter Candi Dasa og Gili Air tager vi til Sanur. Byen har én lang og nogle steder ret charmerende gade, Jalan Danau Tamblingan – den ligger parallelt med strandpromenaden. Det er her byen er centreret omkring og her, du skal bruge din tid.

Vi spiser morgenmad på Soul in a bowl og får købt postkort og trisser ellers bare rundt.

(Klik på billederne for at se dem i et større format)

Det tager mere end en time at gå fra ende til anden af byen. Jeg finder den smukkeste japanske kimono i Nogo, og for at fejre købet kører vi lækker formiddags-is fra Italo Gelato. Mage til blødhed skal man lede længe efter.

Vi tager en stikvej ned mod strandpromenaden og går den lange smukke vej tilbage til hotellet. Vi møder nærmest ikke et øje. Vi kan godt fornemme, at højsæsonen er slut. Men stranden i Sanur er lavvandet, børnevenlig og fyldt med fine træbåde, der ligger på land i alle regnbuens farver. Tag et hvil, drik en kokosnød. Nyd udsigten. Det gjorde vi.

Om aftenen tager vi ud til pre dinner drinks på det store kompleks Maya Hotels cocktailbar, der ligger ud mod vandet. Vi har taget en portion af vores bryllupsbilleder med, som vi nyder med drinks og havets brusen. Deres drinks er egentlig ikke noget særligt, men bygningen er prisvindende arkitektur og vanvittig smuk. Og så sidder vi bare der.

Da sulten melder sig, har vi to solide muligheder in mente. Buddha Bali, der serverer økologisk, bæredygtig mad eller Jalapeño, der laver virkelig gode soft shell tacos og en mega lækker vandmelon drink. Vores hofret hjemme er tacos, så den går vi for og fortryder det ikke – og så slutter vi lige med deres churros. Prikken over i’et.

Bryllupsrejse til Bali: En genial destination

Fem kilo tungere hver af god mad, sand i kufferten og masser af minder fra vores bryllupsrejse rigere, forbereder vi os på afsavn. Vi kan mærke det så snart, vi kommer på flyet hjem mod Danmark. Og det rammer os igen, vi står i køen i Netto klokken halv seks en tirsdag eftermiddag.

Vi savner den venlige balineser, som altid står klar til at hjælpe os. Ingen vrisser på Bali. Vi savner solen – måske knapt så meget luftfugtigheden – og eventyret, den store historiske kulturarv. Templerne, de små altre, som vi har nydt SAMTIDIG med, at vi har spiser virkelig lækker, cutting edge mad på de smarteste restauranter.

Bali har det hele. Og derfor var det genialt med en bryllupsrejse til Bali.

(Klik på billederne for at se dem i et større format) 

Psst! Lige nu kan du komme på badeferie på Bali fra 6995,- (inkl. fly). Se her >>

 

Skriv en kommentar