Sådan kan det også være at rejse med små børn i Sri Lanka

Når man planlægger en rejse, kan man aldrig tage højde for alle de uventede ting, der kan opstå undervejs. Det kunne Mette Marie og Jon heller ikke, da de rejste med deres små tvillinger til Sri Lanka. Ferien, som skulle foregå på de lækreste honeymoon-hoteller, blev pludselig afbrudt af feber og hospitalsophold. I tilfælde som dette, er det helt afgørende, at man rejser med en professionel og kompetent partner - og det er Mette Marie og Jon lykkelige for i dag! Læs deres rejsefortælling med både gode og mindre gode oplevelser her.

Den første lille ferie-forskrækkelse

Der var lagt i kakkelovnen til den helt store paradis-tur! Min mand og jeg havde pakket frygten for det upraktiske ned sammen med de lange underbukser og halede i stedet badetøj, bastskørter og bownty-gear frem fra loftet! Vi skulle på tre ugers forsinket honeymoon med vores tvillinger, Hugo og Berta, som ville fylde to år, mens vi var afsted. Helt præcist skulle vi tilbringe to uger i Sri Lanka og derefter en uge på Maldiverne. Vores krapyler er undfanget på en flaske årgangschampagne, så det virkede kun passende, at de skulle fejre fødselsdag på selveste Medinas favorit-destination!

Vi lagde hårdt ud, kan man sige. I Kastrup Lufthavn, da jeg halede Hugo op i favnen for at bære ham ombord på flyveren, kunne jeg mærke, at han var lun. Jeg hev fleecetrøjen af ham og i samme nu, som maskinen slap den danske asfalt, kunne vi konstatere, at han havde feber, selvom hans humør absolut intet fejlede. Vi grinede lidt til hinanden, min mand, Jon, og jeg, og sagde ”Typisk”, men denne letsindighed fortog sig, da barnet begyndte at kaste op. På os alle sammen, Og vi måtte erkende, at vi ikke havde været voksne nok til at pakke hverken skiftetøj eller børne-Panodil i håndbagagen.

Den første nat i Sri Lanka, som vi tilbragte på et bjergtagende hotel i Kandy ved navn Montbatten Bungalow, rådspurgte jeg Google og konstaterede relativt selvsikkert, at Hugo havde lungebetændelse. Vi tog ned på det lokale hospital, hvor vi straks blev mødt af en overordentligt sød læge, som lyttede på Hugo og gav mig ret. Han gav mig også en recept på antibiotika, og efter et døgns tid var Hugo atter så god som ny. Han vedblev naturligvis med at blive medicineret hver 8. time, men ferien fortsatte ufortrødent efter en lille forskrækkelse.

Familieferien på Sri Lanka begynder

Næste stop på rejsen blev vidunderlige Maalu Maalu. Jeg skrev noget meget corny i deres gæstebog ved afrejse, men mindre kunne ikke gøre det, og jeg står ved hvert et ord! Der var smukt, som jeg aldrig har set noget sted være smukt før, med palmer, hvidt sand og bølgebrus, og midt i det hele en stor, isblå swimmingpool. Hotellets værelser lå i små hytter på begge sider af poolen, så hvorend, vi befandt os, kunne vi se indgangen til vores værelse. Dette betød, at Jon og jeg kunne lege barnløse, når Krapylerne sov lur, og hygge os i solen med babyalarm på strandbordet.

Om aftenen spiste vi sen middag med sand mellem tæerne. 

Men det mest geniale var næsten personalet. De var så ekstremt søde og glade for vores unger, og der var intet, der ikke kunne lade sig gøre. I begyndelsen troede jeg, at de ”bare” var servicemindede, men som dagene gik, fandt jeg ud af, at de virkelig var tossede med børn. Og når nogen kan lide ens børn, er man som forælder solgt til stanglakrids.

At rejse med små børn i Sri Lanka

Vil du også på luksusrejse i Sri Lanka? Se vores rejse her >>

Fra fest i poolen til lokal indlæggelse...

Vi havde en fantastisk uge på Maalu Maalu, inden vi kørte videre til hotel Aliya ved Sigirija Rock. Her skulle vi efter planen tilbringe tre dage med at se på elefanter i nationalparker og bestige den firkantede sten. Dagen for vores ankomst tilbragte vi i poolen. Ungerne havde en fest, indtil vores løjer blev afbrudt af en pludselig regnskylle. Vi løb mod værelset, hvor vi pakkede ungerne ind i tæpper af frygt for (mest min), at Hugo, hvis immunforsvar selvsagt kunne tænkes at være lidt medtaget, ville blive forkølet. 

Ved aftentid begyndte han ganske rigtigt at skrante. Han virkede utilpas og havde lidt feber, så vi lagde ham i seng og skruede op for propellen i loftet. Ved midnat vågnede han igen, og da var hans feber steget yderligere. Næste morgen var han over 40 grader varm og kunne intet holde i sig, hvorfor vi fik hotellet til at sende bud efter en læge. Han ankom kort efter frokosttid, men da han hørte om Hugos lungebetændelse tidligere på ugen, ville han ikke behandle, da han følte sig overbevist om, at hans tilstand skyldtes en allergisk reaktion på den antibiotika, han havde indtaget.

Derfor henviste han os til en børnelæge, som vi ville kunne besøge kl. 18. Henad aften var Hugo ret medtaget, og hans temperatur var trods Panodil oppe på 41. Moren var selvsagt meget bekymret. Børnelægen trykkede ham lidt på maven, konstaterede, at det var et maveonde og gennede os ud af døren med beskeden om, at det skulle gå over af sig selv. Da satte jeg dog foden på klem og forlangte en blodprøve! Lægen himlede med øjnene, sagde at han havde set dette her en million gange, og 99% af gangene gik det over af sig selv. Jeg stak ham en kontra med, at kun 2% føder tvillinger, og han kunne jo selv se, at jeg havde to på armen, så han måtte gerne beholde sin statistik og så stikke mig den forbandede blodprøve. Slutteligt efterkom han mit ønske, stak os en adresse, hvor vi kunne få prøven foretaget og bad os vende retur med resultatet. Det gjorde vi så en time senere, og da tog han brillerne af, kløede sig i nakken og bad os køre direkte på hospitalet.

(Klik på billederne for at se dem i større format)

Se hotellerne vi boede på her >>

Et kortlivet mareridt og en barsk virkelighed

På hospitalet startede vores mareridt, som heldigvis skulle vise sig at være kortlivet.

Da vi gik ind ad hovedindgangen, som blot var en åbning i væggen uden døre, løb to herreløse hunde forbi os og ned ad gangen til det, der skulle vise sig at være børneafdelingen. Vi var selvfølgelig ankommet til et regionalt hospital, og deres økonomi og forhold til hygiejne er ikke, hvad den er i Danmark (selvom jeg godt ved, der er megen utilfredshed med begge dele herhjemme også). I lofterne sad der firben og kiggede ned på de mange børn, som lå side om side i jernsenge med afskallet maling, og ved siden af hver seng sad en træt mor på det, vi herhjemme ville kalde en plastik-havestol. 

Efter nogen tid fik de sat et drop i Hugos fod, så han kunne få den væske, han sådan trængte til, og vi blev henvist til en hospitalsstue i underetagen, hvor en anden mor sad og vågede over sin søn på samme alder som vores. Jon gik op for at lade os indskrive med Berta på armen, og jeg satte mig hos Hugo. Da Jon en halv time senere kom tilbage, var det med en sovende Berta i armene og to mænd fra vores hotel i sit kølvand. Vores taxachauffør, som i øvrigt havde ageret absolut uundværlig tolk for os siden turen til lægen, havde ringet og fortalt hotellet om vores situation, og de havde kontaktet Connaissance de Ceylan, som er den partner, Yaneeda arbejder sammen med i Sri Lanka. Og DE rykkede hurtigt!

De to mænd kom med rene lagner og en pude til Hugo, to liter vand og lidt mad til Jon og mig. Desuden tog det dem meget kort tid at at få kontakt til et privathospital på Colombo, hvor der var plads til os. Ydermere kunne de sende en ambulance, som ville kunne være fremme inden for fire-fem timer, og som ville kunne flytte os til Nawaloka Hospital i Colombo, hvor forholdende skulle være noget mere som vi kender dem hjemmefra. Desuden havde Nawaloka familiestuer, hvor vi ville kunne være indlogeret alle fire, så vi ikke ville være nødt til at være adskilt.

I trygge hænder med små børn i Sri Lanka

Jeg tudede af lettelse og taknemmelighed, og mens Jon kørte med Neil, vores chauffør, hjem for at pakke og hente vores bagage på hotellet, blev jeg tilbage med ungerne, som sov tungt i hver deres hospitalsseng. Ude på gangen sad den ene af mændene fra hotellet, som insisterede på at blive siddende, indtil ambulancen kom, så han var sikker på, at jeg ikke manglede noget.

Efter nogle timer kom Jon tilbage, og da ambulancen kom, tog vi afsked med vores chauffør, som havde brugt 5 timer af sin aften og nat på at køre os hid og did og agere oversætter og mægler mellem os og folk, vi ikke forstod om ting, der var os meget vigtige. Vi insisterede på at kompensere ham for sin tid, men han insisterede mere. Han sagde, at han selv var far til to små børn, og det, han gjorde for os, ville han have gjort for alle andre også. Han nægtede at modtage betaling for noget, han mente, alle burde gøre for hinanden.  Himlen har en særlig plads til folk som Neil! 

Ambulancen kom, og pludselig vrimlede det ind med folk, som tog sig af Hugo. Jeg samlede mine ting og gik sammen med lægerne og min familie mod udgangen, og på vejen prøvede jeg at fange den anden mors blik. Hende, jeg havde delt skæbne med i et par timer, mens vi begge vågede over vores små sønner. Men hun ville ikke se på mig. Da følte jeg mig som en dum skid, fordi jeg er født i et andet lang og i kraft heraf i stand til at gøre mere for min dreng end hun for sin, som hun utvivlsomt elskede lige så højt.  

Men afsted kom vi. En køretur, der normalt tager 6 timer, tilbagelagde vi på 3. Ikke fordi, det var nødvendigt, for Hugo skulle sådan set bare have væske og medicin, og den fik han i droppet. Men fordi de kunne. Og på Nawaloka fik vi en stor hospitalsstue, som mest af alt lignede et hotelværelse fra et sted i Tyskland i 90’erne. Men der var hyggeligt! Og ikke særligt hospitalsagtigt. Og der var plads til os alle fire – og til at lege med Berta, som selvfølgelig havde ret svært ved at forstå, hvad der foregik.

Allerede samme formiddag bankede det på døren, og udenfor stod en kvinde fra Yaneedas partner Connaissance de Ceylan, som tilbød sin beklagelse og sit visitkort og påbød mig at give lyd så snart, der var noget, de kunne hjælpe med. Samme eftermiddag – og alle dage derefter, indtil vi forlod Sri Lanka – modtog vi ligeledes opkald fra Daham og Anushka fra Connaissance De Ceylan, som ville høre, om de kunne hjælpe med noget, og om Hugo havde fået det bedre.

På hospitalet fik vi mad tre gange om dagen, juice og kiks om formiddagen og frugt om eftermiddagen. Og hver anden time kom der enten en sygeplejerske, en læge eller en afdelingsleder bare for lige at tjekke at alt var, som det skulle være. Børnelægen, som behandlede Hugo, følte sig meget sikker på, at han havde shigella desentry, som minder en del om salmonella, ud fra hvad jeg forstod. Der kom aldrig vished, fordi man ikke fik taget prøver, inden Hugo fik antibiotika, og den virker åbenbart hurtigt, for de første to doser slog bakterien ud. Men selvom det i første omgang virkede skræmmende at være så langt væk hjemmefra med en syg dreng, blev jeg efterhånden glad for, at vi stadig var i Sri Lanka, da sygdommen brød ud. For denne læge havde set så mange flere tilfælde af den slags, end man ville have i Danmark. Og han fik mig til at føle mig tryg, fordi han tydeligvis ikke var nervøs.

Efter 36 timer med væskedrop og medicin kvikkede Hugo op og bestilte kartofler og gulerødder på en tallerken og julemand på Youtube, hvilket jeg skal love for, at han fik, mens jeg dansede rundt i stuen af lettelse.

Familieferien på Sri Lanka sluttede
- med hotel og egen butler!

Da Hugo begyndte at få det bedre, fandt vi overskuddet til at kontakte vores rejseforsikring. Jeg har aldrig prøvet den slags før og vidste intet om, hvordan sådan nogle forholder sig til privathospitaler. Måske ville de mene, at det var overflødig luksus, når der nu var gratis, kommunale hospitaler til rådighed, tænkte jeg, men vi havde allerede besluttet, at så ville vi selvfølgelig selv betale.

Men vores forsikringsselskab tog over med det samme, kontaktede selv hospitalet og fik fat i journaler, som de fik deres egen læge til at se igennem. Han var enig i det hele, og vi fik at vide, at de gerne ville betale vores regninger for opholdet. Eneste aber dabei var, at vores hospitalslæge anbefalede, at vi ventede med udskrivning til tirsdag aften, hvor den danske læge mente, at det var fint at tjekke Hugo ud allerede tirsdag morgen. Jon fortalte da forsikringsmanden, at lægen mente, det ville være bedst at være på den sikre side og kontrollere, at alt i Hugos mave var, som det skulle være, og det kunne man først gøre, når bettemanden havde leveret en ble. Og den kunne først forventes tirsdag aften. Det synes den danske læge var en super-god forklaring, og derfor betalte de alligevel til tirsdag aften! 

Vi blev således udskrevet efter succesfuld levering af bæ fra brormand tirsdag sidst på dagen, og her havde Connessaince de Ceylon sørget for en indkvartering på det fineste hotel, jeg nogensinde har besøgt! Det rummede kun 8 værelser, og vi havde vores egen BUTLER! Børnene fik spagetti/kødsovs på terrassen, der hørte til vores tre (!) stuer ensuite, og da de var sendt til drømmeland, spiste Jon og jeg burgere i måneskinnet og tog et uforstyrret midnatsdyb i poolen. Vi måtte desværre afslå tilbuddet om morgenmad, da vi allerede skulle afsted mod lufthavnen klokken 6 næste morgen, men da vi kom ud til taxaen, stod kokken klar med madpakker, som var tilberedt i de fineste palmebladsflettede kurve, som vi således nød på vores tur mod flyet. Maldiverne blev det aldrig til, men man skal nu heller ikke kimse af en grå onsdag i Danmark efter sådan en trope-tur.

(Klik på billederne for at se dem i større format)

Når uheldet er ude, og man ikke er hjemme ...  

Der kommer nok til at gå mindst 20 år, før jeg skal så meget som et smut til Flensborg med vores børneflok igen! Men NÅR jeg atter skal til Sri Lanka – og det skal jeg, for der var virkelig fantastisk – så skal det stensikkert være med Yaneeda. For med dén samarbejdspartner de har fundet i Connaissance de Ceylan, så er man aldrig helt alene – selvom det kan føles sådan.

At vores søn blev syg, var så skræmmende og uhyggeligt. Særligt fordi vi var så langt hjemmefra. Men at vi så mødte den massive opbakning og omsorg fra folk, vi ikke kendte, da vi virkelig havde brug for det, har givet mig en endnu større tro og appetit på verden.

Selvom appetitten lige må vente, til forskrækkelsen har lagt sig. ;-)

TIP: Denne GRATIS GUIDE til Sri Lanka og bliv klædt på til familieferien. 

Skriv en kommentar