1 dag i New York: Hvad skal du se?

New York er en oplagt og elsket mellemstation på en længere rundrejse i USA. Men hvad skal du prioritere at se, hvis du kun har 1 eller få dage i byernes by? Her får du Anns anbefalinger til gåruter med tilhørende oplevelsestips.

Dunke, dunke, dunke, dunke. Det er en lyd, du godt kan vænne dig til i New York. Jeg kunne lyve og sige, at det er lyden af den fantastisk pulserende by. Men det er det ikke. Det er dine fødder!

I New York vil du opleve en udsøgt smerte i fødderne, også selvom du kun tilbringer få dage i byernes by. Jeg har flere gange i ren desperation googlet: “Oplev New York uden at gå”. Men de fleste foreslår bare en kørestol, eller at man hurtigt placerer det ynkende væsen med de ømme fødder på en bar og straks forlader ham/hende.

Så New York er altså for folk med godt bentøj - og når alt kommer til alt, så mener jeg også, at det er en by, du simpelthen SKAL opleve til fods. Koste, hvad det vil, af vabelplastre (dem kan du i øvrigt få til rimelig pris i Duane Reade alle steder i New York).

Derfor er min guide til 1 dag i New York også baseret på ruter, som du kan (nå at) gå.

Rute 1:
Charmerende SoHo & det trendy New York

Når jeg er i New York, bor jeg helst i SoHo / East Village. Det er ikke det billigste sted at bo, men der er en helt fantastisk stemning i området og en masse at opleve.

Kl. 8.00-10.00

Jeg starter helst dagen med en god morgenmad. Hvis jeg har tid, er mit favoritsted den franskinspirerede Le Pain Quotidien. Her kan du smæske dig i kaffe, croissanter, muffins og yoghurt med granola, mens du læser avisen eller lytter til de blide, franske toner fra højtalerne. Noget af det hyggeligste ved Le Pain Quotidien er, at du kan sætte dig ved et stort fællesbord og nyde din morgenkaffe i selskab med de andre gæster - hvem ved, måske endda lokke et par rejsetips ud af dem imens. Har jeg derimod sovet for længe, så griber jeg en ristet bagel med creeme cheese ved en tilfældig diner i området. Der er masser af lokal newyorker-stemning på diners.

Jeg er vild med Washington Square Park. Så efter morgenmaden vil jeg sidde en halv times tid på en af parkens bænke og betragte. Der sker altid noget i Washington Square Park, og det er et rigtig godt sted at se “Humans of New York” i levende live. Fx manden, der fylder parken med dybe toner fra sin saxofon. Eller de to energiske dansere, der prøver at få det helt rigtige shot foran mini-Triumfbuen, som åbner op mod den berømte 5th Avenue. Eller de to løbevenner, der forkæler sig selv med saftige doughnuts efter morgenens strabadser.

Kl. 10.00-13.00

Fra parken går det videre mod SoHos shoppinggader. Shopping skal der til i New York, og selv hvis du ikke er den store shopper, er gaderne Broadway, Mercer Street, Prince Street i SoHo utroligt charmerende at gå rundt i. Der er masser af ikoniske “brownstone”-huse med brandtrapper og fortrapper, som for mig er indbegrebet af et newyorker-nabolag.

Når sulten melder sig, kan du svinge forbi Mercer Hotel, som har en charmerende street-kitchen-agtig restaurant i kælderen med virkelig lækker mad såsom burgere, pasta, supper mv. Du kan også bare gribe en pizza slide på Canal Street - så længe du husker at spise den ‘newyorker-style’ (foldet sammen på langs).

Kl. 13.00-17.00

Fra SoHo er det oplagt at bevæge sig tilbage til Greenwich Village op mod den berømte High Line Park, som starter på hjørnet af Washington og Gansevoort Street. High Line Park er en gammel industri-jernbane, der er omdannet til en frodig park, som snor sig ind mellem de tidligere industribygninger, der nu er hippe kontorlandskaber og lejligheder. Hvis du følger jernbanesporene op igennem Chelsea og helt til 30. gade, vil du se kunst og arkitektur, rekreative områder til afslapning, sjov og shows samt lækre, små madboder på din vej. Det er et godt eksempel på, hvordan man i New York har udnyttet byrummet på en kreativ måde.

Jeg vil anbefale dig at hoppe af sporene ved 15.-16. gade, også kendt som Meatpacking District, hvor du finder Chelsea Market og det tilhørende Artists & Fleas. Det er efterhånden en turistmagnet, så du må væbne dig med tålmodighed, når du bevæger dig ind i de gamle fabriksgange, hvor delikatesser og små specialbutikker ligger side om side. Når først du har fundet en jernstol ved disken og smager på de lækre italienske skinker, kan du more dig over at betragte folkemængden i fabrikshallen.

Kl. 17.00-00.00

Meatpacking District er et oplagt sted at tilbringe aftenen og natten, hvis du er til det. Det ellers så kedelige kvarter forvandler sig hurtigt til en gadefest, når solen går ned, og der er masser af trendy restauranter og barer i området med tilhørende festklædte mennesker.

(Klik på billedet for at se det i større format)

Rute 2: Det hippe Williamsburg på den anden side af broen

Williamsburg er et område af New York, jeg slet ikke har udforsket nok endnu. Det er hipsternes paradis med en ægte underground stemning og modsat Manhattan, hvor alt skal være stort og vildt og hektisk, finder du her en rolig provinsstemning med fortorvscafeer og børn, der leger på gaden. Serien "Girls" er filmet her i området, hvis man er til den slags movie-sightseeing.

Kl. 8.00-10.00

Der er ikke tid til en langsom morgenmad i dag, så grib en to-go kaffe og en bagel i det hyggelige East Village kvarter mellem East Houston Street og Williamsburg Bridge, inden du går over broen væk fra Manhattans morgentrafik. Broens karakteristiske lyserøde farve guider dig over på den anden side.

Kl. 10.00-13.00

Her vil du nå til Bedford Avenue.

Start med at dreje til højre og bevæg dig ned i det jødiske kvarter, hvor ortodokse jøder gennem årene har formået at skabe en by i byen. Du vil hurtigt bemærke, hvordan det rolige boligkvarter vrimler med sortklædte mænd og kvinder, og butiksskilte pludseligt er skrevet på hebraisk. Det skønnes, at der bor omkring 60.000 ortodokse jøder her, som bevidst forsøger at isolere sig fra det omkringliggende samfund og fastholde de ældgamle, religiøse traditioner. På den måde står det jødiske kvarter pludselig i skarp kontrast til hipster-nabolaget, som du vil møde, når du drejer til venstre ad Bedford Avenue.

I hipsterkvarteret er der farver, musik og festlig stemning. De små cafeer indbyder til god snak og afslapning på fortorvet, og de spændende second-hand-butikker lokker med fine kjoler og finurlige dimser. I en tilfældig sidegade er der pludselig loppemarked, og i en anden gemmer en lagerdør på et hipt kunstgalleri. Her skal du altså bruge et par timer på at gå på opdagelse.

Når sulten melder sig, kan du gøre et ægte hipsterkøb i The Bagel Shop på Bedford Avenue. De serverer nemlig regnbuefarvede bagels med fyld.

Kl. 13.00-17.00

Mellem 7. og 10. gade på Bedford Avenue vil jeg anbefale dig at dreje til venstre og gå ned mod vandet. Her ligger East River State Park, hvor du kan nyde en eftermiddagsmuffin på en bænk helt nede til vandet med udsigt til Manhattans høje skyskrabere. Parken er i sig selv ikke særlig spændende, men i solskin er det fantastisk at hænge og hygge sig. Besøger du parken en solrig lørdag, er der madmarked med massevis af små madboder.

Du kan også fortsætte til enden af Bedford Avenue, hvor den store McCarren Park ligger lige ved foden af det område, der hedder Greenpoint. Her spiller de lokale ungdomsklubber baseball, mens hunde hilser på hinanden på stierne og de ældre tager et hvil på bænkene. I Greenpoint fortsætter hipsterfesten, og der er nok at kigge på. Husk at drikke en kold øl på den lokale bar undervejs.

Jeg er også blevet anbefalet at tage subwayen til Bushwick, som skulle være det nye up-and-coming hipsterområde. Men det kræver vist en ekstra dag at nå.

Kl. 17.00-00.00

Der er masser af restauranter på Bedford Avenue og i Greenpoint, så det er bare at udvælge en på vejen, som du slutter af på, når fødderne dunker for meget. Alternativt kan jeg anbefale Five Leaves, der ligger for enden af Bedford Avenue, og som serverer en god, solid burger med trøffel fries.

Du kan tage subwayen tilbage til Manhattan, men du kan også hoppe på East River Ferry, som sætter dig af på 34. street lige i nærheden af Empire State Building. Hvad vil være mere newyorker-romantisk end at slutte natten af på toppen af Empire State Building med udsyn over hele Manhattans night lights?

Rute 3: Must see seværdigheder med hjælp fra subwayen

Jeg har været i New York et par gange og har derfor set alle de klassiske seværdigheder, men måske har du ikke? Hvis det er din første gang i New York, skal du næsten snuppe denne must-see rute med nogle af mine favoritter.

Kl. 8.00-10.00

Sving ind på en tilfældig diner og bestil en Lumperjack Breakfast, som består af pandekager eller french toast med æg, bacon, pølser og brasede kartofler. Det er ikke et næringsrigt måltid, men det er gennemført amerikansk og meget spøjst at spise.

Herefter tager du subwayen til One World Trade Center - det nye World Trade Center i Lower Manhattan. Kommer du tidligt om morgenen, er der større chance for, at køen ikke er så lang endnu, og ellers kan du lynhurtigt booke en billet på din smartphone og gå lige igennem til One World Observatory på 102. etage med 360-graders udsigt over Manhattan og dele af Brooklyn og New Jersey. Elevatorturen op er en oplevelse i sig selv.

Kl. 10.00-13.00

Tilbage på jorden vil jeg anbefale dig at besøge North pool og South pool på Memorial-pladsen. Det er de "vandfald", der er bygget på fundamentet af de gamle tårne, og de er gigantisk store og ret flotte. Hele pladsen er i sig selv rigtig smuk og indbyder til en slentretur. Mens du alligevel er i området kan du gå helt ned til Battery Park og vinke til Frihedsgudinden.

Hop derefter på subwayen mod Midtown til Times Square. Pladsen med de store, blinkende reklameskilte. Her kan du tage det klassiske selfie på den røde trappe og fylde en pose med special edition M&Ms.

Melder sulten sig, vil jeg anbefale dig at prøve en af de ikoniske kæderestauranter, der ligger på Times Square, fx Ruby Tuesday eller Red Lobster. Det er ikke gourmetmad, men det er helt igennem gennemført, amerikansk service og greasy food. En sjov oplevelse.

Kl. 13.00-17.00

Nu går turen videre til den berømte Fifth Avenue - shoppinggaden over alle shoppinggader. Angrib den nede fra 40. gade, hvor du også kan få et glimt af det smukke New York Public Library og tilhørende Bryant Park. Bevæg dig derfra op mod 59. gade, indtil du støder på Central Park, som er den 4,1 km. lange park på Manhattan med kunstige søer, vandrestier, naturreservater og zoologisk have, legepladser, baseballbane og meget, meget mere.

Her kan du sagtens bruge et par timer på at gå rundt, spise en is og nyde solen.

Kl. 17.00-00.00

Vil du slutte aftenen af på ægte newyorker-manér, kan jeg anbefale dig at hoppe på subwayen mod Washington Square Park til Comedy Cellar, hvor tv-kendte komikere aften efter aften tester nyt materiale af på publikum. Her sidder du tæt sammen med de øvrige gæster i en hyggelig, dunkel kælder og griner højt, mens du får serveret burgere eller nachoes og store, kolde øl. Comedy Cellar er temmelig populært, så du skal booke billetter flere dage i forvejen eller møde op mindst en halv time før showstart og skrive dig på ventelisten.


Det var mine bud på 3 gode gåruter i New York for dig, der kun har 1 dag eller begrænset tid at opleve den i.

God fornøjelse - og husk at medbringe godt fodtøj!

Skriv en kommentar